Kl. 10.00 Foredrag v./ cand.mag. Morten Dyssel, formand for Thomas Mann Selskabet:

“Med selvet i centrum. Opfindelsen af det selvbestemmende jeg i den tyske romantik”

På tærsklen til det 19. århundrede blev den af omfang beskedne tyske universitetsby Jena, der på daværende tidspunkt hørte under hertugdømmet Sachsen-Weimar, arnested for en åndelig revolution, som i tilslutning til og tråd med idealerne fra den politiske revolution i Frankrig blev skelsættende for en moderne individ- og selvforståelse i den vestlige verden. Foredraget sætter lys på nogle hovedstrømninger i den intensive udvikling og udveksling af originale idéer, der udfoldede sig i den enestående kreds af tyske romantiske forfattere, filosoffer og skønånder, som i dag kendes som Jena-kredsen. I centrum af deres tankegods stod undersøgelsen af det menneskelige selv og den dermed forbundne frigørelse af jeg’et fra nedarvede religiøse, politiske og sociale bindinger. Betoningen af menneskets frie vilje var en af kongstankerne hos denne kreds af radikale romantikere, der ifølge en nyere bog, Prægtige rebeller (2022), ’opfandt’ det selvbestemmende jeg, som vi tager som en selvfølge i dag.

Kl. 12.30

Kl. 12.30 fortæller fhv. lektor Ole Bent Larsen om den tyske maler Caspar David Friedrich (1774-1840). Han har jubilæumsår, hvilket har affødt tre store udstillinger i Tyskland af hans kunst. På denne baggrund fortælles om maleren og hans tilknytning til romantikken med fokus på den religiøse dimension, jfr. folderens forsidebillede. Vi vil se på en række malerier og forsøge at tolke dem i lys af formiddagens foredrag.

Forrige arrangement – Næste arrangement

Oversigt